‘De fem kærlighedssprog’

Begrebet: ‘De fem kærlighedssprog’ blev italesat, eller man kunne måske sige opdaget, af en amerikansk psykolog ved navn Gary Chapman. Hans opdagelser blev udgivet i bogform første gang i1992.

Ideen kom til ham efter at have tilbragt 15 år med at lave parterapi. Pludselig fik Chapman øje på et mønster. Han opdagede, at de samme frustrationer hos par i krise, gav sig til udtryk forklædt i alskens former og situationer. Men oplevelsen af mangel på kærlighed, opmærksomhed og velvilje fra partneren, var det gennemgående tema.

Pludselig så han, at de mennesker der sad i hans konsultation, alle ville og ønskede hinanden det bedste, men som hver især følte sig overset eller uelsket af deres partner.

Chapman begyndte derfor, at kortlægge de mange noter han havde fra konsultationerne og opdagede, at det i rigtig mange tilfælde drejede sig om, at de respektive partnere udviste varme og kærlighed, på den måde de selv følte sig elsket, og ikke nødvendigvis, sådan som deres partner følte sig elsket.

Med andre ord så gav de det, de selv længtes efter. Ret smukt når man tænker over det.

Men han opdagede også, at det i langt de fleste tilfælde ikke gav partneren den ønskede oplevelse af at være elsket.

Næste skridt i hans forsknings-tilgang var, at finde ud af hvordan det kunne være, at den intention en handling blev givet med, ikke blev opfattet som tiltænkt.

Det var her, han kom på sporet af begrebet ‘kærlighedssprog’. At der simpelthen var tale om, at partnere talte forskellige sprog, og i mange tilfælde simpelthen ikke kunne forstå det sprog, deres partner talte. Akkurat som hvis den ene talte spansk og den anden kinesisk – en rimelig frustrerende situation.

Derfra begyndte kortlægningen af de forskellige måder at give og modtage kærlighed på, og det Gary Chapman fandt ud af var ikke, at der var et hav af variationer i kærlighedsoplevelser, men at de forskellige måder at give og modtage kærlighed på, faktisk kunne koges ned til bare fem forskellige sprog.

Han taler om, at man har et primært sprog og et sekundært. Et ‘modersmål’, et ‘sekundært sprog’ og så ‘tre på tilvalgsfag’, så at sige.

Vi kender og benytter alle sammen de fem forskellige sprog, men når man taler om ‘modersmålet’, vil det være gennem dette ‘sprog’, der nemmest går rent ind.

Man kan måske sammenligne det lidt med at få læst et inderligt stykke poesi eller et kærlighedsbrev op fra sin elskede, da rammer det hjertekuglen mest, hvis det falder på ens modersmål.

Det han så i sine konsultationer, var par der kæmpede for deres relation ved, at ‘hæve stemmen’ så at sige, altså fortsætte med at give mere af det samme. Til sidst var alle så udmattet af at ‘råbe’ og blive ‘råbt’ til, at forholdet blev drænet for energi og i nogle tilfælde, gik i opløsning.

Ved at hjælpe parret til at forstå og tale deres partners sprog ændrede hele ligningen sig, og de begyndte lige så stille at fylde deres partneres kærlighedsbeholder op hver især.

Begrebet kærlighedsbeholder dukkede også op i kølvandet af Chapmans opdagelse, da han så, og mærkede, hvordan et par i krise følte sig helt udtømte, og også blev udtømt på kræfter og evner til at kæmpe for forholdet, og kunne se hvordan overskuddet, velviljen og optimismen steg eksponentielt i takt med, at partnere følte sig mere og mere mødt og elsket af deres partner.

Hvilket sprog man oplever kærlighed bedst gennem, er grundlagt tidligt i livet, og man skifter ikke sprog igennem et liv. Man kan blive dygtig til at tale alle sprog, men der vil altid være et af sprogene, hvorigennem man selv føler sig mest elsket og mødt.

Komplimenter og ord af anerkendelse og opmuntring rettet mod den anden person.

‘Du ser virkelig smuk ud i den bluse.’

‘Jeg elsker, at du altid kommer til tiden’

‘Det var virkelig godt set af dig’

‘Du udstråler altid sådan en ro’ osv. osv.

Anerkendende ord virker kun når de er sande udsagn, talt fra hjertet, og har ingen effekt (eller modsatte) hvis de er designet til at smigre eller manipulere med.

At give en person sin tid, gennem opmærksomhed, fælles aktiviteter, udflugter osv.

Dette kan være alt fra at sidde i hver sin ende af sofaen under et tæppe med hver sin bog. Samtaler, gåture, øjenkontakt, fælles projekter (fx i boligen), osv. Bare man er sammen.

Alle sprog har sine fordele og ulemper, men dette sprog oplever jeg som det væsentligste at gøre sig bekendt med, både for dem der har det som primær sprog, men også for deres partner.

Årsagen er, at et forhold hurtigt kan køre af sporet, hvis den der taler dette sprog som sit primære, begynder at føle sig fravalgt. Følelse af at være fravalgt bliver til oplevelsen af svigt og måske til jalousi. Det kan enten være jalousi på venner, eller bare på aktiviteter. Fx kan man føle sig fravalgt hvis partneren prioriterer at tage i fitnesscentret to gange om ugen, i stedet for at tilbringe tid sammen osv.

Men her man først gjort sig dette sprog bevidst, enten hos sig selv eller sin partner, så kan man undgå en nedadsnurrende spiral, ved at netop prioritere tid samme. Det kan bare være en dedikeret middag, en snak over morgenkaffen, en tur på legepladen sammen med ungerne (selv om det mest praktiske måske var, at den ene gik på legepladsen og den anden tog opvasken imens).

I næsten alle kulturer rundt om i verden er gaver symboler for gæstfrihed, imødekommenhed, kærlighed, forsoning og offervillighed.

Det der er det væsentlige ved gaver, er at det er hensigten med gaven, der er vigtigere end selve gavens verdslige værdi.

Mennesker der har gaver som kærlighedssprog synes jeg selv er de nemmeste at ‘opdage’, fordi de altid kommer med ting og sager. Det kan være en pose med speltmel de lige fik øje på inden de gik ud af døren, de lige syntes man skulle have. En blomst fra haven, et nybagt brød, en jakke de ikke selv kan bruge mere osv. Det er ikke kun diamantringe der tæller, selvom de også er helt i orden, for en person med gaver som deres primære kærlighedssprog.

Jeg har ofte hørt mennesker, med en anden kærlighedsdialekt, udtale sig lidt nedsættende om dette kærlighedssprog, som værende lidt overfladisk og materialistisk. Men her skal man huske, at det netop ikke drejer sig om materielle goder, men om den gestus der ligger bag. Det er ikke det (eller hvad) der bliver slæbt med ind over dørtærsklen der tæller, men at personen med gaver som kærlighedssprog var i en anden persons tanker forinden.

Dette kærlighedssprog er baseret i dagliglivets rutiner. At rede sengen, skifte bleer, tage affaldet ud – det er ikke glamourøse gestuser af romantisk kærlighed. Men for den person, hvis primære sprog er tjenester, er de grundlaget for engageret, moden kærlighed.

Det er min erfaring, at sproget: ‘tjenester’ kan være det sprog, der er sværest at forstå for mennesker, der ikke selv taler dette sprog. Koblingen mellem, at ens partner kan føle sig elsket af at man tager opvasken, lige har vasket bilen på vej hjem fra arbejde, laver maden, varetager ungernes madpakker osv. kan være svært at se.

Men det gode ved de forskellige sprog er, at man ikke behøver at forstå dem for at lære at tale dem. Man kan bare begynde og så se og opleve effekten hos sin partner. En effekt der hurtigt vil betyde, at partneren også ønsker at give tilbage.

Selvom den seksuelle kontakt er en vigtig del af sproget ’fysisk berøring’, er ikke-seksuel berøring den primære translatør af kærlighed for de mennesker der har fysisk berøring som kærlighedssprog. Kram, kys, at slynge sig sammen i sofaen foran fjernsynet, at nusse, massere, en hånd på ryggen når man går forbi hinanden i køkkenet, godnatkys, holde i hånd når man går på gaden osv.

For mennesker der ikke har dette sprog som primær sprog, kan det føles voldsomt irriterende, nærmest klistrende, hvis ens partner midt i madlavningen eller mens man er lige ved at hente vasketøj op fra kælderen, bliver overfaldet med kram eller kys. Man var jo lige midt i noget andet… Men bruger man de fem sekunder det tager lige at slippe dagsordenen og give et hjertevarmt kram, vil det betyde alverden for partneren med berøring som kærlighedssprog.

Og er det personen der står bøjet, over tærtedejen i køkkenet der har berøring som kærlighedssprog, så er alle berørende forstyrrelser velkomne. ‘Forstyrrelser’ som man måske ikke selv ville bryde sig om at få, og derfor holder sig fra at give.

At lære sig et nyt sprog kræver øvelse, og at kunne slippe sine egne forestillinger om, at ens partner nok ønsker og længes efter det samme som en selv.

Når man begynder at nærme sig hinanden ved at tillærer sig sin partners kærlighedssprog, ændres parforholdsklimaet fuldstændigt. Nogle er selvfølgelig så heldige at have samme sprog, hvilket unægteligt gør livet noget lettere som par.

På mange måder kan det virke helt banalt, at det skulle kunne gøre så stor en forskel at begynde at komme hjem med chokolader, blomster, eller en flot sten fra stranden (gaver), nusse fødder foran tv’et (berøring), gå ud med skraldet (tjenester), rose partnerens måde at håndtere en konflikt mellem børnene på (anerkendende ord), eller at tage med ud og handle (tid) – men det gør det!

Er man i tvivl om, hvad ens partners sprog er, er det nemmeste at prøve at observere hvilket sprog partneren selv giver. Dette sprog vil oftets også være partneres eget sprog og længsel.

Det sværeste i en situation hvor begge parter føler sig tomme, er hvem der skal starte med at GIVE. Men hvis først én starter, vil overskuddet lynhurtigt brede sig som ringe i vandet. Det bedste er naturligvis, hvis man i fællesskab synliggør ens sprog for hinanden, og man begynder at fylde hinandens kærlighedsbeholdere op på samme tid.