Den danske Oscarkandidat 2018…

På onsdag, den 20. september afgør den danske Oscarkomite hvem der skal repræsentere Danmark i kampen om en nominering for bedste udenlandske film. Feltet er skåret ned til tre kandidater (’Du forsvinder’, ’Underverden’ og ’Gud taler ud’), men hvem af dem får lov at sende deres film til Hollywood? Valget er sværere i år end det har været fire af de sidste fem år, hvor der har været en eller to klare spidskandidater. Det er der ikke i år, og chancen for en nominering er nok heller ikke så stor som den har været tidligere. Jeg vil dog kigge på de tre kandidater for at se, hvem der kunne have størst chancer for at tage kandidaturet.

Du Forsvinder

I 2008 var Peter Schønau Fogs debutfilm ’Kunsten at græde i kor’ Danmarks bud på en Oscarfilm, men da blev det ikke til en nominering. Så spørgsmålet er om hans anden film kan gøre det ti år efter.

Både danske og udenlandske anmeldere virker ikke helt til at kunne mønstre en uforbeholden begejstring for filmen, selvom de fleste har sympati for det filmen prøver at gøre. Filmen vil også helt sikkert splitte akademiets medlemmer og den seneste visning ved filmfestivalen i Toronto har heller ikke fået folk til at nævne ’Du forsvinder’ og Oscar i samme sætning.

Så selvom sygdomsskildringer og Trine Dyrholm bestemt ikke er en dårlig kombi når det handler om prisuddelinger, så tror jeg at filmen vil splitte akademiets medlemmer, ligesom den har splittet anmelderne. Og så kan det være meget svært at blive nomineret.

Underverden

Uden tvivl den bedste danske actionfilm der er lavet i mange, mange år, hvis ikke den bedste nogensinde. Ikke at det siger så meget, når man tænker på vores historik indenfor den genre. Men alligevel godt.

Den blev taget godt imod af anmeldere og publikum og har gode danske salgstal at tage med i en eventuel Oscarkampagne. Den har dog ikke haft et markant festivalliv og det er ikke lykkedes mig at finde én eneste nordamerikansk anmeldelse af filmen. Så hvad de siger til den derover er svært at udtale sig om, men at sende en actionfilm om selvtægt til Hollywood er lidt ligesom at tage til kokkekonkurrence i Italien og prøve at imponere dem med at lave pizza. Så selvom filmen har andre aspekter at byde på, så tror jeg at det bliver svært at hamle op med Hollywoods forventninger til en actionfilm.

Vi skal da også tilbage til ’Hero’ i 2003 for at finde den sidste nominerede for bedste udenlandske film, der kan kategoriseres som en actionfilm. Og det er i det hele taget meget sjældent at actionfilm nomineres.

Gud taler ud

Da filmen først har premiere 28. september, er det svært at sige så meget om den på nuværende tidspunkt. Henrik Ruben Genz har været Oscarnomineret for kortfilmen ’Bror, min bror’ i 2000 og ’Frygtelig Lykkelig’ var Danmarks Oscarkandidat i 2010, dog uden at blive nomineret. ’Gud taler ud’ handler om familieintriger, hvilket ikke er noget vi fra dansk side har haft så stor succes med blandt tidligere Oscarkandidater. I hvert fald ikke når det har været filmens bærende element.

Konklusion

Jeg vil starte med at forudsige, at ’Du forsvinder’ ikke bliver vores kandidat. Dens modtagelse er ganske enkelt for blandet til at det giver mening at sende den afsted. ’Underverden’ er et godt bud, selvom actionfilm ikke klarer sig så godt. Omvendt er det også sjældent at actionfilm indstilles i denne kategori, så det kunne være en måde at skille sig ud. Samtidig har ’Underverden’ (med rette) fået en fantastisk modtagelse herhjemme, så det ville næsten være syndt ikke at se hvor langt den kan gå i Hollywood. ’Gud taler ud’ er klart jokeren, men jeg tror næsten vi allerede ville have hørt store roser hvis den var super fantastisk. Den har jo trods alt haft nogle branchescreeninger herhjemme. Men jeg tror klart at det står mellem den og ’Underverden’. Da jeg startede med at skrive denne konklusion var det egentlig meningen at jeg ville konkludere at udvalget ville vælge ’Gud taler ud’, men jeg har faktisk overbevist mig selv om at jeg tror mere på ’Underverden’. Så jeg vælger at satse på at Fenar Ahmad skal forsøge at charmere Hollywood til en nominering.

Vil du være gæstebloggger?

Husk at alle har mulighed for at bidrage til bloggen som gæsteblogger. Læs mere her.

Advertisements Share this:
Like this:Like Loading... Related